Ny opdatering crasher netbank

Den seneste Java-opdatering kan ikke enes med NemID. Det betyder at tusindvis af danskere i dag ikke kan logge på deres netbank, skriver flere medier.

Bankkunder der tirsdag aften - som anbefalet - downloadede den seneste version af Java, kan ikke længere komme på netbank. Det skriver Ritzau og Computerworld.

Den nye version af Java vil nemlig ikke lege med den danske NemID, hvorfor adgang til netbank og alle offentlige portaler nu er umuligt for de danskere, der har fulgt NemID's anbefaling og hentet den nyeste Java.

"Generelt plejer vi at anbefale, at man altid har den nyeste version af Java, så mange af de netbankkunder, der har været på i går aftes, har sikkert opgraderet den nyeste version," siger Søren Winge. kommunikationschef i Nets, der står bag NemID til Ritzau.

Siden tirsdag aften kl 23.08 har Nets dog anbefalet, at man ikke henter den version, der hedder Java 7 version 45.

"Problemer med seneste java opdatering. Der meldes om problemer med login med NemID efter opdatering til java 7 opdatering 45, vi anbefaler derfor at man ikke opgradere til højere end java 7 version 40," skriver Nets på sin driftsstatus-side.  

Søren Winge har over for Ritzau udtrykt et håb om, at de danske banker selv vil lægge et afinstalleringsprogram ud til deres netbankkunder.

Det har blandt andet Danske Bank og Nordea allerede gjort. Danske Bank anbefaler yderligere, at man "venter med at opdatere Java igen, indtil problemet bliver endeligt løst."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også