Nykredit Asset Management leder i øjeblikket med lys og lygte efter nye forvaltere der kan skabe merafkast på mindst 3 pct. i forhold til benchmark. Forvalterne skal investere i henholdsvis small og midcap amerikanske aktier og globale aktier.
For de amerikanske aktier er det en pose penge på ca. 125 mio. dollar (748 mio. kr.), der skal placeres, mens mandatet for de globale aktier ventes at have en ramme på 150 mio. euro eller 1,1 mia. kr. Det fortæller Ulla Agesen, head of manager selection i Nykredit.
Hun erkender at et krav om et merafkast ift. benchmark på 3 procentpoint er meget, men det hænger sammen med den filosofi som fondene er bygget på.
"3 procentpoint er rimelig meget, men det ligger lidt i vores filosofi. Vi kalder det non-constrained, som går ud på at vi leder efter forvaltere, der ikke prøver at gemme sig med en lav tracking error, så de kan sige at de har performet som de har fordi de ikke er afveget fra benchmark. Vi tror på dem og på at de er i stand til at vide, hvor de skal ligge for at få merafkastet," siger Ulla Agesen.
Nykredit har allerede forvalteren RCM på sin portefølje med amerikanske aktier, men her er der tale om en portefølje med primært large cap-aktier. Det univers vil man gerne udvide med aktier i mindre selskaber, fordi det her er nemmere at skabe et merafkast, fortæller Ulla Agesen.
"Når man laver en markedsanalyse kan man se at for large cap selskaber, så giver den øverste kvartil måske en procent i merafkast, mens for amerikanske small og midcap-aktier, der er merafkastet for den bedste fjerdedel 2,5-3 pct. Så der er noget upside ved at vælge den rigtige small-capforvalter," siger hun til FinansWatch.
Det samme gør sig gældende på markedet for globale aktier, hvor det ifølge Ulla Agesen ligeledes er muligt at skabe et betydeligt større afkast ved ikke at følge benchmark slavisk.
Tidsfristen for at lægge et bud ind på tjansen som ny forvalter er torsdag d. 7 juni, og herefter begynder en omfattende screening af buddene. De nye fonde forventes derfor først på markedet omkring november.