11 institutter har en negativ basisindtjening og derudover har 30 institutter for svag indtjening. Det er uholdbart, lyder det fra Finanstilsynet direktør Ulrik Nødgaard.
Det var ikke rygklapperi Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard havde med til de lokale pengeinstitutters årsmøde i Aalborg. Fra talerstolen slog han fast, at mange små pengeinstitutter tjener for få penge.
”Vores analyse viser, at i alt 11 institutter i 2011 havde en negativ basisindtjening, defineret som resultat før nedskrivnin-ger og kursreguleringer.
Disse institutter tærer derved på egenkapitalen, før vi overhovedet er begyndt at tale om nedskrivninger. Det er selvsagt uholdbart,” lød det fra Ulrik Nødgaard. Han tilføjede, at der derudover er 30 institutter, der ikke kan fremvise en tilstrækkelig basisindtjening til med sikkerhed at kunne modstå nedskrivninger på 1 pct. af udlån og garantier svarende til det gennemsnitlige niveau i 2011.
”Derfor er der også mange af jer, der har en vigtig opgave med at forbedre jeres kerneindtjening for at have en bæredygtig forretning fremadrettet,” lød budskabet fra Ulrik Nødgaard.
Han pegede på, at det fortsat er ejendomsrelaterede engagementer og landbrug, der gør ondt, ligesom den svage samfundsøkonomiske udvikling betyder en forværring af udlånet til de små og mellemstore virksomheder, herunder i serviceerhvervene.
Han opfordrede til særlig fokus på omkostningsniveauet som helhed og for de enkelte forretningsområder og dertil en prissætning, der afspejler de underliggende kreditrisici i udlånsporteføljerne.
”De institutter, som får svært ved at gennemføre en genopretning af basisindtjeningen, bør i god tid overveje de mere strukturelle muligheder som fx en fusion. Erfaringerne siger, at muligheden for at finde en god løsning er væsentligt bedre, når man er ude i god tid,” lød det fra Nødgaard.
Han konstaterede samtidig, at der er sket en mærkbar stigning i nedskrivningerne i 4. kvartal 2011 især blandt mindre og mellemstore pengeinstitutter.
”Stigningen i 4. kvartal kunne ses både blandt de store institutter og blandt de mindre og mellemstore(…)Samtidig kan vi konstatere, at de mindre og mellemstore danske banker nedskriver en langt større del af deres udlån end de største danske banker. Ud fra en gennemsnitsbetragtning er der således ingen tvivl om, at de største banker har været bedre end de mindre og mellemstore pengeinstitutter til at undgå tab.”