Sparekassen lukker en af sine filialer i Aarhus, og opgiver den lokale filial i Haverslev.
To af Sparekassen Himmerlands filialer - en i Aarhus, og afdeling i Haverslev, der ligger tæt på hovedkvarteret i Aars - skal lukke.
Det skriver banken i en pressemeddelelse. Medarbejderne fra Haverslev rykker syv kilometer mod nord til afdelingen i Suldrup.
”Der er kun syv kilometer mellem Suldrup og Haverslev, så kunderne vil også i fremtiden have kort vej til deres afdeling. Kunderne efterspørger mere og mere specialviden, samtidig med at selvbetjeningskanaler som Netbank bliver anvendt til de mere simple bankforretninger. Samtidig kan vi se, at det økonomiske fundament for at drive en afdeling i Haverslev bliver udhulet, og kombinationen af disse ting gør beslutningen rigtig. Vi skal jo fortsat have styrken til at understøtte vores kunder, og kundegrundlaget i Haverslev er for lille til, at økonomien kan hænge sammen fremadrettet,” skriver adm. direktør Poul Damgaard i meddelelsen og fortsætter:
”Vi overvejer altid tingene meget grundigt, når vi ændrer på afdelinger. Det gør vi, fordi vi har forståelse for, at det betyder noget for et lokalsamfund, når en afdeling lukker. Derfor beholder vi også pengeautomaten, så borgerne i Haverslev kan hæve penge i det helt nære område, og så er der jo kort afstand mellem de to byer.”
Himmerland holder beholder ud over pengeautomaten også en række lokale sponsoraftaler og vil se på at bruge filialbygningen til lokale formål.
Lukningen i Aarhus sker tilsyneladende på grund af pladsmangel.
"Sparekassen Himmerland er vokset ud af lejemålet på Trøjborg. Derfor lægges denne afdeling sammen med den anden afdeling i byen, som ligger på Frederiksbjerg i Aarhus."
Det får følgende skudsmål af den adm. direktør:
”Vi samler kræfterne. Det betyder, at alle vores medarbejdere i Aarhus samles i den centralt beliggende afdeling på Frederiksbjerg. Resultatet er, at vi rådgivningsmæssigt kommer til at stå endnu stærkere i betjeningen af kunderne i Aarhus."
Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.