Der er hug til den tidligere ledelse med adm. direktør Jørgen Brændstrup og bestyrelsesforman N.E. Nielsen i spidsen i den uvildige advokatundersøgelse af Amagerbanken, advokat Jens Christensen har udført for Erhvervs- og vækstministeriet.
Bankens eksterne revision har ifølge rapporten heller ikke været god nok og påtales for flere gange at have været i strid med god revisionsskik. Til gengæld går bankens sidste ledelse, som staten satte ind, fri af kritikken.
Finansiel Stabilitet skal nu tage stilling til, om der skal rejses krav om erstatning. Det sker ved et bestyrelsesmøde i morgen, oplyser bestyrelsesformand Henning Kruse Petersen til FinansWatch.
"Det fremgår af advokatrapporten, at der er forhold, herunder bankens tab som følge af nedskrivninger forårsaget af kunders valutatab i 2010, hvor den tidligere bestyrelse og direktion i Amagerbanken A/S har handlet ansvarspådragende, og som dermed kan danne grundlag for en nærmere vurdering af, om der skal rejses krav om erstatning for tab og sag om strafferetligt ansvar," lyder det i en meddelelse fra ministeriet, der fortsætter:
"Det følger endvidere af rapporten, at den nye ledelse med to medlemmer udpeget af Finansiel Stabilitet A/S ikke vurderes at have handlet ansvarspådragende. Det fremgår desuden af advokatrapporten, at den eksterne revision i flere tilfælde vurderes at have handlet i strid med god revisionsskik.
Det får følgende kommentar med på vejen fra erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF)
"Vi har nu modtaget advokatundersøgelsen vedrørende Amagerbanken A/S. Der peges i rapporten på forhold, hvor den tidligere ledelse findes at have handlet ansvarspådragende, og hvor der kan rejses krav om erstatning og gøres et strafferetligt ansvar gældende. Endvidere har den eksterne revision ikke i alle tilfælde handlet i overensstemmelse med god revisionsskik. Den nye ledelse med de to bestyrelsesmedlemmerne udpeget af Finansiel Stabilitet findes ikke at have handlet ansvarspådragende. Næste skridt er nu, at Finansiel Stabilitet vurderer, om de skal rejse krav om erstatning, og at Finanstilsynet vurderer, om der er grundlag for at indgive politianmeldelse mod den tidligere ledelse og om den eksterne revision skal indbringes for Revisornævnet."