Finanstilsynet er stadig i gang med sin kontrol af Sparekassen Østjylland, der derfor ikke ved, hvornår man kan komme med regnskab - eller om konklusionerne fra tilsynets rapport kan nå at komme med i regnskabet.
Finanstilsynets besøg i Sparekassen Østjylland trækker tilsyneladende ud. I hvert fald er besøget, der ifølge sparekassen startede i marts, stadig i gang. Dermed er der tvivl om, hvorvidt Østjylland - der har udsat sit regnskab snart to måneder fra den normale afleveringsperiode - kan nå at få tilsynets konklusioner skrevet ind i årsregnskabet, inden det skal afleveres ved udgangen af måneden.
"Vi skal aflevere regnskab senest 30. april. Vi er midt i et af Finanstilsynets planlagte besøg, og vi forventer, at de vil være færdige i tide til, at vi kan få deres eventuelle korrektioner med i vores endelige årsregnskab," skriver adm. direktør i Sparekassen Østjylland Henning Niekrenz i en mail til FinansWatch og fortsætter:
"Vi finder det passende at vente på resultatet af Finanstilsynets undersøgelse, så vi sikrer os, at der i vores endelige 2011-regnskab er fuld overensstemmelse mellem Finanstilsynets og Sparekassens egne vurderinger."
Sparekassen lukkede tidligere på året for udbetalinger til garanterne i hvert fald indtil regnskabet er aflagt.
Sparekasse lukker for udbetaling til garanterne
I forhold til Finanstilsynet, skal dit svar så opfattes som om besøget / inspektionen stadig er aktivt, og har sparekassen i så fald fået en deadline for hvornår, man får tilsynets konklusioner?
"Finanstilsynet er p.t. på besøg i Sparekassen. Vi forventer, at de bliver færdige i tide til, at vi kan få deres eventuelle korrektioner med i vores endelige årsregnskab."
Tilbage i marts oplyste sparekassen ellers, at man forventede at få tilsynets kontrol klaret allerede sidste måned.
”Finanstilsynet aflægger her i marts måned ordinært besøg i Sparekassen Østjylland. I henhold til Sparekassens vedtægter skal regnskabet blot være godkendt ved udgangen af april. Vi har derfor mulighed for at afvente resultatet af Finanstilsynets vurderinger, før vi aflægger årsregnskab. Derved kan vi sikre os, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem Sparekassens og Finanstilsynets vurderinger,” skrev sparekassens bestyrelsesformand Pernille Dejgaard d. 16 marts i en mail til FinansWatch.
Tilsyn på trapperne forlænger østjysk usikkerhed