Landets tredjestørste privatbank har ekstraordinært valgt at sende et halvårsresultat på gaden over en måned før, halvårsregnskabet kommer. Det sker, fordi Finanstilsynets nye nedskrivningsregler har sat sit præg på forretningen.
Nedskrivningerne påvirker bankens bundlinje negativt med 900 mio. kr. Det er meddelelsens kedelige budskab.
På den lyse side stiger bankens basisindtjening før nedskrivninger med 28 pct., og banken tjente således 1,309 mia. kr.
Efter nedskrivninger bliver det et underskud på 209 mio. kr. før skat i første halvår 2012.
Uden Finanstilsynets nye nedskrivningsregler havde bankens halvårsresultat været mere end fordoblet i forhold til samme periode sidste år. Men de skrappere nedskrivningsregler tynger altså et eller godt resultat.
"Fortolkningerne og implementeringen heraf (tilsynets regler, red.) medfører isoleret set en driftsmæssig påvirkning på ca. -900 mio. kr. fordelt med ca. -540 mio. kr. under nedskrivninger på udlån og ca. -360 mio. kr. under kursreguleringer vedrørende kunders rentesikring forstærket af den faldende rente i 2. kvartal 2012," skriver banken og fortsætter:
"Finanstilsynets nye retningslinjer ændrer ikke ved Jyske Banks syn på udlånsporteføljens risiko understreget ved faldet i det individuelle solvensbehov. Forventningerne til årets nedskrivninger er fortsat 1,6 til 2,0 mia. kr. inklusiv effekten af Finanstilsynet nye og skærpede retningslinjer for nedskrivninger på udlån men eksklusiv kursreguleringer vedrørende kunders rentesikring. Jyske Banks nedskrivningssaldo øges i første halvår med 723 mio. kr. til 4.594 mio. kr. svarende til 3,2% af udlån og garantier mod 2,8% ultimo 2011."
Det er primært ejendomsengagementer, banken nedskriver på, siger ordførende direktør Anders Dam på Jyske Bank.tv her til morgen.
Jyske Bank overraskede også markedet med et tidligt regnskab efter årsskiftet. Her var det ekstraordinære hensættelser til tab på græske statsobligationer og et forventet tab på en retssag i Jyske Hegde-sagen, der fik banken tidligt i markedet.
FinansWatch følger snarest op med en kommentar fra topchef Anders Dam.
Dam: Primært ejendomme der trækker ned
Dam: Jeg forstår godt tilsynet
Analytiker: Kun Sydbank mangler at vise hånden
Regnskab: Jyske Bank taber 299 mio. på græsk gæld
Ros til Jyske Bank for at få problembørn ud af bøgerne
opdateret