FinansWatch

Arbejderbank står til at tjene over en halv mia. kr. på salg af Alka-aktier

Arbejdernes Landsbank står til en massiv gevinst på godt en halv mia. kr. på salget af bankens aktier i forsikringsselskabet Alka. Men banken kunne have tjent hele 1,6 mia. kr., hvis man ikke for knap et år siden havde solgt ud af ejerandelen til tre fagforeninger.

Den første mandag i december er måske lidt bittersød for Arbejdernes Landsbank.

Banken kan lade champagnepropperne springe, hvis man ville, fordi Alka er blevet solgt til Tryg for 8,2 mia. kr. Men arbejderbankens gevinst kunne have været langt større, hvis ikke den havde solgt kraftigt ud af Alka-aktierne for lige knap et år siden.

Indtil 22. december sidste år ejede Arbejdernes Landsbank 32,1 pct. af Alka. Men den dag valgte banken at nedbringe sin ejerandel til ti pct., fordi nye kapitalregler gjorde det kapitalmæssigt meget dyrt for banken at eje så stor en del af forsikringsselskabet.

Aktierne blev solgt til Dansk Metal, Fødevareforbundet NNF og 3F, hvilket slet ikke gav nogen gevinst til arbejderbanken, fordi aktierne blev solgt til den bogførte indre værdi.

Det viser sig nu, at Alka-aktierne er betydeligt mere værd. Mere præcist, så er Tryg parat til at betale godt tre gange den indre værdi for Alka-aktierne.

Det betyder, at Arbejdernes Landsbank står til at kunne sælge sine Alka-aktier for 820 mio. kr. Aktier, som ved udgangen af juni ifølge FinansWatch' beregninger var bogført til ca. 285 mio. kr.

Dermed står arbejderbanken til at tjene 535 mio. kr. på salget af aktierne.

Men hvis man havde beholdt sin ejerandel på knap en tredjedel af Alka, så ville gevinsten ifølge FinansWatch' beregninger have været på knap 1,7 mia. kr.

Arbejdernes Landsbank har tidligere udtalt til FinansWatch, at man ikke fortryder salget af Alka-aktierne sidste år, fordi det var et led i bankens generelle kapitalpolitik. Det hører da også med til historien, at der i stort omfang er en sammenhæng mellem ejerkredsen i banken og i forsikringsselskabet.

Gevinsten på ca. 535 mio. kr. kan sammenlignes med, at Arbejdernes Landsbank i første halvår tjente 500 mio. kr. før skat og i hele 2016 tjente 514 mio. kr. før skat.

Men blandt fagforeningerne falder Alka-gevinsten på et tørt sted. Fødevareforbundet NNF står til at tjene godt 820 mio. kr. på at sælge sin ejerandel på ti pct., og det har som direkte konsekvens, at forbundet nu har suspenderet en planlagt kontingentforhøjelse pr. 1. januar.

Tryg: Alka vil fortsætte med eget navn, produkter og priser

Arbejderbank vil gå glip af trecifret milliongevinst ved salg af Alka

Forsiden lige nu

Analysehus ser stor spredning i pensionskassers afkast i år

Ifølge analysehuset Morningstar har der blandt pensionskasser været stor spredning mellem top og bund målt på afkast i år, skriver Berlingske Business. Mens SEB og AP Pension ligger godt, har Skandia været udfordret af svingende dollarkurs.

Seneste Arbejdernes Landsbank

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere