FinansWatch

Tryg-ejer skaber ny fitnesskæmpe

Tre fitnesskæder i Norden bliver fusioneret i kampen om vækst og medlemmer.

En ny spiller med enorm muskelmasse er på vej i den nordiske fitness-branche.

Det er konsekvensen af, at Tryghedsgruppen har besluttet at fusionere sine to fitnesskæder Sats og Fresh Fitness med kapitalfonden Altors ditto Elixia.

Det nye selskab bliver sammenlagt Nordens største fitnessleverandør med en kundebase på 500.000 medlemmer, 181 centre og en omsætning på 2,5 mia. kr.

"Vi skaber Nordens største fitnesskoncern, og det betyder noget i et marked i rivende udvikling. Samtidig giver det god mening i forhold til vores forretningsstrategi," siger adm. direktør i Tryghedsgruppen Jørn Wendel Andersen til epn.dk.

Sammenlægningen er et led i en større omlægning af strategien i Tryghedsgruppen, hvor målet er at blive delejer af større likviditetsskabende selskaber.

En dyr forretning

Tryghedsgruppen, der ejer 60 pct. af forsikringsselskabet Tryg, købte Sats for omtrent 1,3 mia. kr. i 2006. Den danske del af selskabet udviklede sig dog til en dyr forretning med et trecifret milliontab til følge.

Ganske langsomt har Sats i Danmark været under afvikling, og i slutningen af 2012 afhændede Tryghedsgruppen de sidste seks centre til markedslederen på det danske marked, Fitness World. Man har dog holdt fast i de mere end 100 Sats-centre i det øvrige Norden.

Stort potentiale

Trods fiaskoen på det danske marked har gruppen ikke mistet troen på fitnessbranchen.

"Vi mener, at der er gode vækstmuligheder. Hvis man kigger på voksne borgere i Norden, er der kun 15-16 pct., der regelmæssigt benytter fitnesstilbud. Med det fokus, der er på sundhed og livsstil, er der et stort potentiale," siger Jørn Wendel Andersen.

Sideløbende med neddroslingen af Sats-forretningen har Tryghedsgruppen arbejdet på lavpriskonceptet Fresh Fitness, der aktuelt råder over 11 centre i Danmark, men fortsat er i voksefasen. Først i 2015 ventes sorte tal på bundlinjen.

Beholder de tre brands

Det bliver der tilsyneladende ikke ændret på med sammenlægningen med det Altor-ejede Elixia, der primært satser på Norge.

Strategien er nemlig at beholde de eksisterende brands hver for sig under et moderselskab, Health & Fitness Nordic. Mens Fresh Fitness med sin lavprisprofil bliver en vigtig spiller i kampen for vækst, bliver det nødvendigt at ændre profilen på Sats eller Elixia, der minder meget om hinanden.

"Sats og Elixia har i stort omfang den samme profil. Vi skal derfor bruge det bedste fra hvert brand til at skabe nye og mere differentierede produkter og tilbud. Det kan være ved at fokusere mere på specialtilbud eksempelvis til kvinder," siger Tryghedsgruppens direktør.

Interessant

Netop tanken om at holde de tre kæder adspredt giver mening.

"Det er interessant, fordi de har mulighed for i hver sin kæde at henvende sig til forskellige segmenter. De vil være i intern konkurrence, men kan også lukrere på hver sine styrker og svagheder," siger analytiker og forskningsansvarlig i Danmarks Idræts-Forbund Kasper Lund Kirkegaard til epn.dk.

Han har fulgt fitness-branchen i flere år og er ikke i tvivl om, at de lavprisbaserede fitnesskæder rummer det største vækstpotentiale.

"Fresh Fitness har det største vækstpotentiale i sammenlægningen, fordi det marked ikke er opdyrket i samme grad i Norge og Sverige, som det er tilfældet i Danmark," siger Kasper Lund Kirkegaard.

Sats på lavpris

Problemet for Sats var netop Fitness Worlds indtog på det danske marked. Med lave priser og ingen binding er det lykkes Fitness World at sætte sig tungt på markedet, mens Sats med et noget dyrere koncept ikke var i stand til at slå igen.

"Udfordringen er, at der i løbet af 5-10 år vil komme flere udbydere af lavprisfitness også i Sverige og Norge. Det er allerede begyndt. Hvis man ikke formår at håndtere den udfordring, er der risiko for at lave samme fejl, som man gjorde i Danmark, hvor man blev udkonkurreret af nogen, der kunne næsten det samme til en lavere pris," siger Kasper Lund Kirkegaard.

Lærte af Sats-kollaps

Den udfordring er man ganske bevidst om i Tryghedsgruppens ledelse, hvor man lærte meget af det dyre ejerskab af Sats i Danmark. Der er stærk konkurrence på det danske marked, hvor flere lavpriskæder har slået sig ned, og hvor fitnesstilbud i foreningerne også spiller en væsentlig rolle.

"Vi lærte meget af udviklingen i Danmark. Det er grunden til, at vi også har etableret Fresh Fitness i Norge og Sverige. Vi vil ind og tage den position på markederne, og vi tror, at vi står godt med de tre mærker, der supplerer hinanden," siger Jørn Wendel Andersen.

Sammenlægningen af fitnesskæderne blev torsdag godkendt af repræsentantskabet i Tryghedsgruppen og afventer nu konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Forsiden lige nu

Citatquiz: Hvem var det nu, der sagde hvad?

FinansWatch har samlet nogle af de mere farverige udtalelser fra direktørerne i landets finansvirksomheder og institutioner. Gæt, hvem der sagde hvad, gør det hurtigst muligt og få chancen for at få en iPad Mini.

Misser målstregen: DAB hænger på dyrt kriselån trods nyt aktiesalg

Et dyrt statslån fra finanskrisen hænger fortsat som en blyklods om anklerne på Danske Andelskassers Bank på trods af, at banken nu henter op til 113 mio. kr. ved salg af nye aktier. Det er andet år i træk, at banken misser sit mål om at betale lånet tilbage. Men direktøren er godt tilfreds.

Stor uenighed om firmaers kapitalmuligheder

Finanstilsynet og Den Europæiske Investeringsbank havde fredag inviteret til en konference om investeringsklimaet i Danmark. Her var der stor uenighed om, hvor let det er for mindre firmaer at lokke penge ud af banker og pensionskasser.

Seneste Forsikring og pension

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere