Flere skrotter de sikreste pensioner
Forsikring og pension:Danskerne er ikke længere bange for at løbe en risiko med deres pension. Læs artikel
Læsning af denne artikel kræver log ind
Pensam, en af landets største arbejdsmarkedspensionskasser, går et hedt efterår i møde, hvor der på bestyrelsesniveau kan være store ændringer på vej.
I et interview med FinansWatch siger FOA-formand, og bestyrelsesformand for Pensam Holding, Dennis Kristensen, at han er blevet træt af at vente på arbejdsgiversiden i forhold til at få øget kompetenceniveauet i Pensam Liv, der gennem længere tid har været under kritik for ikke at give deres medlemmer et tilstrækkeligt godt afkast af deres opsparing.
Det giver helt sig selv, at alle selskaberne under Pensam-paraplyen skal have vurderet kompetenceniveauet i bestyrelserne, fordi Finanstilsynet forlanger en evaluering af kompetenceniveauerne i samtlige danske finansbestyrelser, men til FinansWatch siger Dennis Kristensen, at han sådan set allerede har forsøgt at få gennemført nogle ændringer, men at disse er stødt på grund, fordi arbejdsgiversiden, i skikkelse af Danske Regioners politiske repræsentanter, ikke er klar til at ændre på bestyrelsessammensætningerne midt i en valgperiode.
Disse bestyrelser klarer ikke ledelseskrav
”Vi har et behov for at få suppleret de kompetencer, som vi har på overenskomstsiden, med mere kommercielle kompetencer og viden om at drive et pensionsselskab og skabe et godt afkast til medlemmerne. Der skal vi have nogle folk ind med ledelseserfaring fra at arbejde i den finansielle sektor. Vi har fået det gennemført i Pensam Bank og i Pensam Forsikring, men da turen kom til Pensam Liv, så slog arbejdsgiverne sig i tøjret. Der er jo et større puslespil i forhold til, hvordan de fordeler poster, honorarer og den slags, så de var ikke klar til ændringer nu og her,” siger Dennis Kristensen til FinansWatch.
”Men nu har jeg altså kridtet det sådan op, at jeg vil have det ændret nu, og det kræver, at både arbejdstager- og arbejdsgiver-siden opgiver nogle poster, så vi kan få de rette kompetencer ind. Det er vi indstillede på, mens det som sagt kniber mere med at få Danske Regioner til at se det smarte i det. De afventer et kommunalvalg i 2013 og så kan vi ført få det praktisk gennemført i 2014. Men det vil jeg ikke vente på, så det kommer vi til at lægge arm om i efteråret,” siger Dennis Kristensen.
FOA-formanden siger til FinansWatch, at han oplever det sådan, at han har stødt panden mod en mur, når han har diskuteret det med arbejdsgiversiden i skikkelse af bestyrelsesformanden for Pensam Liv, socialdemokraten Thor Buch Grønlykke, der har sæde som medlem af Region Hovedstaden.
”Jeg har adresset det her med arbejdsgiverne, men fik det indtryk, at deres formand, i skikkelse af Bent Hansen (Formand for Danske Regioner Red) ikke var indstillet på at ændre i fordelingen af poster her midt i en valgperiode. Men den køber jeg ikke, så nu tager jeg selv fat i Bent Hansen efter sommerferien, så vi kan få sat de her ændringer på skinner,” siger Dennis Kristensen til FinansWatch.
Han tilføjer, at han er fuldstændig ligeglad med, hvad der må være af interne hensyn at tage på arbejdsgiversiden i forhold til, hvem der skal have hvilke honorarer i hvilke perioder.
”Når tilsynet er ude at stille nogle krav, så er det bare sådan, at så klapper man hælene sammen og lever op til dem,” siger han.
Dennis Kristensen, der selv har været under massiv beskydning for at Pensam ikke har leverer et konkurrencedygtigt afkast til medlemmerne, uddyber sine krav om ændringer nu og her med, at der der er sket ”dramatisk meget” på pensionsfronten over de seneste år, at man ikke kommer udenom at få øget kompetenceniveauet.
”De her ændringer bunder i, at jeg selv har set, hvor store kravene er i dag til bestyrelsesmedlemmernes viden. Der er blandt andet så meget forsikringsmatematik i arbejdet i dag, at vi skal have nye kompetencer ombord. Og vi skal have kompetencer ind, som kan give direktionen den rette sparring. Og der må vi på begge sider af bordet ofre nogle pladser,” siger Dennis Kristensen.
Hvor hurtigt tror du, at du kan få overbevist arbejdsgiverne om, at de skal ofre nogle poster?
”Jeg tror, at vi får et regulært slagsmål. Der opstår altid problemer, når der er penge på bordpladen. Men jeg håber selvfølgelig, at jeg kan løse det her i al mindelighed sammen med Bent Hansen,” siger Dennis Kristensen til FinansWatch.
FinansWatch har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Thor Buch Grønlykke
Her er ændringerne i tilsynets bestyrelseskrav
Finansrådet glad for tilsynets justeringer på bestyrelsesfronten