Hvis topcheferne i den finansielle sektor i Danmark ved noget om fodbold, så går Danmark ikke videre fra det indledende gruppespil, Nicklas Bendtner scorer slet ikke eller kun få mål og de målafgivende afleveringer fra Christian Eriksen bliver begrænsede. Og så ender det for resten som det plejer, med at tyskerne vinder til sidst.
Sådan lyder den hårde dom, hvis man kigger bredt på svarene fra direktørerne i de danske forsikringsselskaber, pensionskasser og banker som FinansWatch har indsamlet.
Topcheferne har fået tilsendt 10 spørgsmål, hvor de skal forudsige en række begivenheder ved EM-slutrunden i fodbold i Ukraine og Polen. Hvis du kære læser selv vil deltage i EM-dysten på FinansWatch, så læs mere i bunden af denne artikel. Udover topchefernes egen pulje, hvor vinderen præmieres med en god flaske whisky, så kan alle læserne på FinansWatch dyste mod hinanden.
Tager man til Nordeas hovedsæde på Christianshavn så er der ikke megen optimisme at hente på det danske holds vegne, hvis man spørger Nordeas øverste chef i Danmark, Michael Rasmussen. Af Rasmussens 10 svar i EM-dysten kan man bl.a. læse, at Danmark ikke kommer videre fra den indledende pulje, Nicklas Bendtner kommer ikke til at score overhovedet og Christian Eriksen kommer ikke til at være leveringsdygtig i en eneste assist. Michael Rasmussen tror, at Holland bliver europamestre.
Peter Engberg Jensen, topchef hos Nykredit, tror modsat sin kollega fra Nordea at Danmark kommer videre fra den indledende pulje, han tror Nicklas Bendtner scorer 1-2 mål for Danmark og han har stor fidus til Christian Eriksen, som han tror vil levere 3 eller flere assist under turneringen. Engberg tror at hollandske Van Persie bliver topscorer og har ligesom Michael Rasmussen Holland som EM's samlede vinder.
Rykker man et smut ud til Ballerup, finder man Topdanmarks hovedsæde, hvor CEO Christian Sagild ikke tror på et dansk avancement fra den indledende skrækpulje. Han tror dog, at Bendtner får scoret 1-2 mål og hvad angår Christian Eriksen så tror han på mindre end 3 assists fra hans fod. Sagild har Mario Gomez fra Tyskland som topscorer og Spanien som europamestre.
Tilbage i det indre København har Industriens Pension hovedsæde, hvor adm. direktør Laila Mortensen skriver i sit svar, at det er flot, at Danmark har lvalificeret sig til slutrunden, men hun tror ikke, at Mortens Olsens tropper kommer videre fra gruppespillet. Hun har dog en tro på, at Nicklas Bendtner scorer 1-2 mål, mens Christian Eriksen leverer under 3 assist. Laila Mortensen tror på Frankrig som europamestre og Karim Benzema som turneringens flittigste målscorer.
Hos bankdirektør i Jyske Bank, og medlem af direktionen, Jørgen Christensen, er der stor tro på, at Christian Eriksen får et godt EM, Jørgen Christensen spår, at han vil levere mere end 3 assists, han tror også på, at Danmark går videre fra puljen og sætter Nicklas Bendtner til at score 1-2 mål i turneringen. Jørgen Christensen har lidt overraskende Milan baros fra Tjekkiet som turneringstopscorer og tror på Tyskland som samlet vinder
Tilbage i København finder man Gjensidige Forsikring og koncerndirektør Kim Rud-Petersen, der ikke tror på dansk avancement fra den indledende pulje. Gjendidige-chefen tror dog, at det lykkedes for Bendtner at score 1-2 mål, mens han ikke forventer at Christian Eriksen vil have foden på nogle af de målgivende danske afleveringer. Ligesom kollegaen Christian Sagild fra Topdanmark tror også Kim Rud-Petersen på Mario Gomez som topscorer og dennes landshold, Tyskland, som europamestre.
Rykker man et smut til Holbæk på Vestsjælland finder man Sparekassen Sjælland, hvor adm. direktør Lars Petersson tror på dansk avancement fra puljen, han spår at Bendtner scorer mindst 1-2 mål, mens han forventer færre end 3 assists fra Christian Eriksens fødder. Bankdirektøren har Christiano Ronaldo fra Portugal som topscorer og tror ligesom mange af de andre direktører, at det bliver vores nabo fra Syd, Tyskland, der løber med titlen.
Hos Steen Michael Eriksen, direktør for Nordea Liv, finder man en meget begrænset tro på dansk succes ved slutrunden. Pensionsdirektøren tror ikke Danmark går videre fra puljen, han tror ikke Bendtner kommer til at score og han forventer ikke at Christian Eriksen vil levere en eneste målgivende aflevering. Steen Michael Eriksen har Van Persie som topscorer og tror på samlet tysk sejr.
I Skive har adm. direktør Bent Jensen fra Sparbank sendt svar ind fra det han kalder "The Sparbank jury". Og i Skive forventer man et godt dansk EM, Bent Jensen og co. tror på dansk overraskelse og avancement fra puljen, Bendtner kommer til at score 3-6 mål, og Christian Eriksen vil lever 3 eller flere assists i turneringen "han vågner helt op," spår de i Sparbank. Skive-banken tror dog ikke, at Danmark går hele vejen, Tyskland løber med trofæet og Mario Gomez scorer flest mål i turneringen.
De ti spørgsmål, som direktørerne har svaret på, kan du se her.
Hvis du som læser ønsker at deltage i EM-dysten på FinansWatch, så skal du klikke på dette link, hvor du finder de ti spørgsmål, du skal svare på og sende til:
Du bedes i emnefeltet skrive 'EM-dysten.' Mailen skal være redaktionen i hænde i dag fredag den 8. juni kl. 17.00. Turneringen er kun åben for abonnenter på FinansWatch.
Vinderen modtager en flaske champagne. I tilfælde af pointlighed trækkes der lod.
Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.